Spring til indhold

Fælles-skaberne tager over

Fra starten af 2016 er det fælles-skaberne i Holbæk Kommune, der overtager driften af FrivilligCenter Holbæk - og her fortæller de lidt om fremtiden
21.12.2015

Kære frivillige og foreninger

Som I måske har læst i en nyhed fra FrivilligCenter Holbæk, er det fra 2016 Holbæk Kommunes 13 fælles-skabere, der står for FrivilligCenter Holbæks støtte og rådgivning til frivillige og foreninger i kommunen. Det glæder vi os meget til!

Hvem er fælles-skaberne?

Vi er en gruppe medarbejdere i Holbæk Kommune, der i forvejen bruger halvdelen af vores arbejdstid på at skabe gode vilkår for borgere, foreninger og frivillige, der står med en konkret udfordring eller ønsker at starte en aktivitet, der hvor de bor.

Vi kommer fra alle store fagområder i kommunen, og har derfor tilsammen et bredt kendskab til mange forskellige foreninger, som vi glæder os til at bruge på FrivilligCenter Holbæk.

Med i fælles-skaber-gruppen er også Jens Albagaard, som frem til december 2015 har været daglig leder af FrivilligCenter Holbæk. Den viden, de erfaringer og de netværk mange af jer har bygget op sammen med ham, er vi rigtig glade for at kunne tage med ind i 2016.

FrivilligCenter Holbæks åbningstider i 2016

FrivilligCenter Holbæk åbner for sparring og rådgivning igen fra 11. januar 2016.

Herefter er der åbent for personlige henvendelser på følgende hverdage:

  • Tirsdag kl. 9.00-14.00
  • Torsdag kl. 12.30-17.30

I åbningstiden kan I møde en af os fælles-skabere.

Er I forhindret i at møde op i åbningstiden, er I velkommen til at kontakte os på mail frivilligcenter@holb.dk eller på vores nye telefonnummer 72 36 17 30. I er velkommen til at kontakte os for et møde uden for normal åbningstid.

Alle foreninger og frivillige kan gratis benytte frivilligcenterets mødelokale når som helst. I skal blot have en booking-aftale. På www.frivilligcenterholbaek.dk kan I se, hvornår der er ledigt, og her kan I også se, hvordan I booker mødelokalet.

Lokalet kan ikke bookes til faste aktiviteter.

Vi glæder os...

... til at byde jer velkommen. Og vi glæder os til at gøre vores til, at det bliver sjovt og nemt at være frivillig.

I er fra starten af det nye år velkommen til at kontakte Lotte Rømer Grove, som er koordinator for fælles-skaberne, hvis I har spørgsmål, eller hvis I har gode idéer til, hvordan vi kan styrke FrivilligCenter Holbæk til gavn for frivillige og foreninger.

Venlige hilsner - og rigtig godt nytår!

Lotte Rømer Grove og resten af fælles-skaberne

 

Kontakt

Lotte Rømer Grove
Mail: frivilligcenter@holb.dk
Telefon: 72 36 17 30 (bemærk: først fra 4. januar 2016)



Feedback

Sidst opdateret

21.12.2015

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard