Spring til indhold

Frivillige i Ladegårdsparken på weekendkursus

Med en bevilling fra Aktivitetspuljen fra Frivilligrådet tog en gruppe frivillige fra Ladegårdsparken på weekendkursus og lærte bl.a. om konflikthåndtering
20.01.2016

I sidste weekend af oktober var en gruppe af de frivillige fra boligselskabet i Ladegårdsparkens forskellige aktiviteter på weekendkursus i konflikthåndtering. Her følger en beretning fra deres tur.

"Bussen kørte fra Ladegårdsparken kl. 9 fredag morgen med retning mod Helsingør Ferieby. Stedet ligger med udsigt over Øresund og mod Helsingborg i Sverige, og det er placeret i naturskønne omgivelser, som deltagerne fik glæde af, da skoven viste sig frem på smukkeste vis i alle efterårets farver.

Konflikthåndtering er et utrolig bredt emne, der dækker over alt fra forståelsen af andre menneskers ståsted i livet til hvad de har med i ryksækken. Hvordan kan jeg bedst imødekomme den person, der står over for mig med et personligt problem? Vi blev alle klogere af de ord coach og instruktør Anne Grethe Williams fortalte, og på den måde hun førte os ind i dette spændende univers. Anne Grethe kom med forskellige oplæg, og hun inddrog alle deltagerne i forskellige workshops.

I løbet af weekenden blev netværket mellem flere af de frivillige styrket. Fx. vil de frivillige i Raketten og de frivillige i Aktivitetshuset arbejde tættere sammen fremover, hvilket bliver til stor gavn for områdets børn og unge. Et lignende samarbejde opstod mellem Kreabiksen og Håndarbejdsklubben, hvor man bl.a. blev enige om at tage på krea-messe sammen og lade sig inspirere til nye idéer i fællesskab.

Alt i alt var det en weekend, der gjorde en stor forskel for deltagerne. Det vil også komme til at betyde en forskel i dagligdagen for de mange beboere, der deltager i de frivillige aktiviteter."

Læs mere om Aktivitetspuljen

 



Feedback

Sidst opdateret

20.01.2016

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard