Spring til indhold

Informationsmøde om Holbækhus

Holbækhus skal benyttes som midlertidig indkvartering for flygtninge, der har fået asyl i Danmark. Kom og hør mere om det
21.11.2016

Alle beboere omkring Holbækhus inviteres til informationsmøde om Holbækhus onsdag 23. november 2016 kl. 18.00-18.45. Informationsmødet afholdes på Holbækhus med indgang direkte fra Smithsvej, via døren til højre for havelågen.

Det er tidligere blevet besluttet, at Holbækhus i en periode skal anvendes som midlertidig indkvartering for flygtninge, der har fået asyl i Danmark. Beboerne i området får nu nye naboer, da de første flygtninge flytter ind i Holbækhus fra november måned. Beboerne bliver en blanding af små familier, enlige eller par med få børn, ægtepar uden børn, søskende, lidt ældre samt i mindre omfang enkelte enlige yngre. En del af dem kommer fra andre indkvarteringer i Holbæk Kommune og nogle fra asylcentre. De fleste vil gå i sprogskole og/eller praktik på en arbejdsplads de fleste af ugens dage.

Vi håber, at I vil få et roligt og positivt naboskab, og inviterer derfor til dette informationsmøde for at orientere om indflytningsplaner mm. På mødet kan I også træffe de sociale viceværter, der vil have deres daglige gang i Holbækhus, og som I altid kan henvende jer til med stort såvel som småt.

Senere, når de første beboere er kommet mere på plads, vil vi invitere til åbent hus. Der vil ligeledes være en gruppe frivillige, som vil lave aktiviteter i huset. De af jer, der ønsker at bidrage til integration af de af nye beboere i området, er velkomne til at deltage i denne frivillig-gruppe. Gruppen holder et kort møde onsdag 23. november lige efter informationsmødet.

Alle er velkomne til informationsmødet på Holbækhus.



Feedback

Sidst opdateret

21.11.2016

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard