Spring til indhold

SKVULP flytter ind hos FrivilligCenter Holbæk

Det frivillige miljø på frivilligcenteret bliver styrket med tilgangen af frivillige fra SKVULP
23.08.2016

SKVULP er fra starten af august flyttet ind på FrivilligCenter Holbæk på Kasernevej 6 i Holbæk. Indflytningen giver mulighed for at få endnu flere frivillige på frivilligcenteret. Det er forventningen, at det frivillige miljø bliver yderligere styrket, og at synergien mellem de frivillige fra SKVULP og andre frivillige, der benytter frivilligcenteret, vil give endnu mere frivillighed.

Nadja Kalnæs (se billedet øverst) er festivalleder på SKVULP – Holbæk HavneKulturFestival, og om indflytningen på FrivilligCenter Holbæk siger hun:

- Vi er meget taknemmelige for at SKVULP nu kan have sekretariat på FrivilligCenter Holbæk. Dels fordi det er skønne lokaler, et godt miljø og gode mennesker, som har sin daglige gang her. Men også fordi vi mener, at det kan skabe synergier ud i hele kommunen bl.a. ved samarbejdet med fælles-skaberne, Kultur- og fritidssekretariatet, Kulturkasernen og mange flere aktører fra hele kommunen. Derudover synes vi også i forhold til vores store arbejde med frivillige, at det giver rigtig god mening at placere sig et fysisk sted som i forvejen har samarbejde med frivillige fra hele kommunen – igen en god mulighed for at skabe synergier, noget som vi ser frem til at udforske og arbejde videre med.

Uundværlige frivillige

De frivillige er et uundværligt aktiv for planlægningen og gennemførslen af SKVULP. Samarbejdet med frivillige i SKVULP favner bredt og vidt:

  • SKVULP skaber relationer i nye netværk (de frivilliges netværk)
  • SKVULP giver et andet menneske en mulighed for at skabe noget meningsgivende og stort i sin fritid
  • Den frivillige har mulighed for at få et ansvar og føle sig som en del af et stort projekt med et synligt resultat og deadline via SKVULP
  • SKVULP får en person at samarbejde med som rent faktisk hjælper af glæde og lyst og ikke pga.
  • SKVULP har mulighed for at glæde en frivillig med at få endnu flere spændende og relevante elementer på CV'et
  • SKVULP har mulighed for at få udført mange flere arbejdsopgaver hurtigere, idet der pludselig er endnu flere hænder og hoveder til at løfte i flok
  • SKVULP har et stort fokus på et ligeværdigt samarbejde og kan derfor tilbyde opgaver og muligheder, som vil blive til gavn for alle partere og derfor et win-win for den frivillige som samarbejder med SKVULP

Liiza var frivillig på SKVULP i år og fortæller om sine oplevelser:

- Det har været fedt, sjovt, udfordrende, lærerigt og hårdt. Jeg ønsker inderligt at vores erfaringer i år bliver taget med i planlægningen til næste år.

Stina, der også var frivillig, supplerer:

- Til næste år vil det være godt med et stort telt el.lign., hvor folk kan søge ly for eventuel vind, regn eller brændende sol. Det har været rigtig sjovt at være med til at få stablet SKVULP'16 på benene, både i forhold til arbejdsopgaver, men også et rigtigt rart hold af personer med masser af gode idéer, godt humør og overblik! Stort tak for at få lov at være med.

Hvordan kan man som frivillig hjælpe med på SKVULP?

Som enkeltperson kan man være med som frivillig på to måder:

  1. Man kan være med til at drive, skabe, producere, formidle og kommunikere og være en del af teamet bag SKVULP, en del af teamet som driver hele projektet både før, under og efter afviklingen. Det kan være som projektkoordinator, kommunikationsmedarbejder, sociale medier-medarbejder, fotograf/videograf, grafiker m.fl. Alt som omhandler drift af et større event som SKVULP.
  2. Man kan også være med som frivillig på festivaldagene som ekstra hænder, hjælp, vagt, back stage, guide på festivalen, bartender, afvikler på scener mm.

- Derudover samarbejder vi også med foreninger og organisationer, og har man flere og andre gode idéer til samarbejde så er man altid meget velkommen til at tage kontakt til os via mailen kontakt@skvulpfestival.dk eller via hjemmesiden www.skvulpfestival.dk, fortæller Nadja Kalnæs afslutningsvis.



Feedback

Sidst opdateret

16.04.2018

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard