Spring til indhold

Den gratis retshjælp lever i bedste velgående

Den samlede advokatstand i Holbæk har i over fyrre år tilbudt gratis retshjælp til holbækkerne
04.02.2014

Hver anden torsdag kan man på Holbæk Bibliotek se en advokat sidde og rådgive lokale borgere, der kommer for at få hjælp til de juridiske problemer, de står midt i.

Advokat Jens Klokhøj administrerer den Gratis Retshjælp i Holbæk på vegne af advokaterne i byen. Han fortæller, at ordningen har eksisteret i over 40 år, og at der er ganske velbesøgt på biblioteket.

Jens Klokhøj, advokat (H)- Der kan sagtens sidde 10-15 personer og vente på at komme til at tale med den advokat, der har vagt den pågældende dag. Det betyder så desværre også, at vi ikke kan give en dybdegående rådgivning, men kan komme med et hurtigt, men velkvalificeret, bud på, hvad der vil være smartest at gøre i den givne situation, fortæller Jens Klokhøj.

- Og under alle omstændigheder giver vi et godt svar, der kan bruges til noget.

Der er ca. 25 forskellige advokater med i ordningen, så de har kun en enkelt vagt om året. Men selvom der ikke er tale om en stor frivillig indsats - for alle advokater gør det helt frivilligt og gratis - så er det stadig en vigtig indsats.

- Vi gør det her, fordi vi gerne vil gøre en indsats og en forskel for de borgere, der ikke selv kan løse deres juridiske udfordringer - og som ikke nødvendigvis har råd til ellers at opsøge en advokat.

Der er ingen begrænsninger for, hvad man kan komme og spørge om, men måske man ikke kan få et svar med det samme, hvis det er et for kompliceret spørgsmål. Det er typisk spørgsmål om skilsmisse, bodeling, parkeringsbøder, lejeforhold, forbrug, opholdstilladelser og sociale sager, der kommer på bordet i den Gratis Retshjælp.

 

Gratis Retshjælp

Holbæk Bibliotek
Torsdag i ulige uger
Kl. 16.30-18.00

 



Feedback

Sidst opdateret

10.03.2017

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard