Spring til indhold

Indstillinger til Nordeas pris modtages stadig

Nordeafondens Kulturpris - "Gode liv-prisen" - skal snart uddeles igen. Det er nu 15. gang, det sker
28.11.2013

Når Nordeafondens Kulturpris - "Gode liv-prisen" - skal uddeles igen, bliver det for 15. gang, det sker. Alle har stadigvæk mulighed for at indstille en person eller en forening til prisen, som uddeles i marts 2014.

Viceområdedirektør Jakob Bech Andersen fra Nordea oplyser, at for at komme i betragtning til prisen, skal kandidaten have medvirket til at fremme kulturen eller de kulturelle tilbud i området, som geografisk er Holbæk, Odsherred og Kalundborg kommuner. Prisen er på 10.000 kr.

- Vi plejer at modtage rigtig mange og gode emner, siger Jakob Bech Andersen. Rundt om i det lokale findes en masse ildsjæle og foreninger, som gør et stort og frivilligt arbejde for at sætte fokus på kulturen. Igennem årene er prisen uddelt til vidt forskellige modtagere. Der er udøvende kunstnere, sangkor, historiefortællere, kunstforeninger og en jazzklub.

Kompetent priskomité

- Til at udvælge prisvinderen har vi som sædvanlig en priskomité, som er kulturudvalgsformændene i de tre kommuner - Peter Jacobsen, Kalundborg, Steen Egede Jensen, Odsherred og Emrah Tuncer, Holbæk. Desuden deltager chefredaktør Tove Bonnichsen fra Nordvestnyt, bankrådsformand Lars Dinesen og jeg selv.

- Vi modtager meget gerne emner til prisen, det er også i orden at indstille emner, som har været indstillet tidligere år. Emnerne skal blot sendes eller indleveres til Nordea i Holbæk senest 13. december, slutter Jakob Bech Andersen.

 



Feedback

Sidst opdateret

10.03.2017

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard