Spring til indhold

Naturpleje og socialt samvær i nyt frivillighedsprojekt

En gruppe Holbæk-borgere har gennem noget tid arbejdet på igangsættelse af et frivillighedsprojekt om en fælles indsats for pleje af naturen i Holbæk Kommune
23.04.2014

Om formålet med projektet fortæller initiativgruppen bag det, at det er at skabe ramme for frivillige, der gerne vil yde en praktisk indsats for pleje af naturen sammen med andre, og at opbygge fællesskaber, der bygger på rummelighed og udnytter de mange muligheder naturen giver for gode oplevelser til gavn for både krop og sjæl.

Projektet er åbnet for alle, der har tid og lyst til at deltage i et fællesskab om pleje af naturen. Aktiviteterne tager udgangspunkt i de ressourcer deltagerne hver især har og planlægges i fællesskab. Der er plads til alle, unge som gamle, tykke som tynde, nogle med masser af ressourcer og viden om naturen, andre som måske er psykisk sårbare eller har andre problemer og blot søger et fællesskab om praktisk arbejde og oplevelser i naturen.

Det er tanken at starte projektet med at danne en gruppe af frivillige til pleje af Holbæk Fælled. Multihuset på Fælleden vil være gruppens "base", hvor man mødes om socialt samvær og fælles planlægning af sine aktiviteter. Senere kan der evt. komme nye projekter til i forbindelse med andre naturområder i Holbæk Kommune. Der er nok at tage fat i.

For at støtte op om projektet og få en formel ramme for projektets økonomi, som fx. vil gøre det muligt at søge om økonomisk støtte til redskaber og projektets daglige aktiviteter, skal der dannes en Støtteforening for Projekt Naturpleje.

Den stiftende generalforsamling afholdes mandag 26. maj kl. 19-22 i Multihuset på Arenavej 1, 4300 Holbæk.

Initiativgruppen håber, at mange enkeltpersoner og lokale organisationer med interesse i natur og sociale  fælleskaber vil støtte op om projektet og møde op til stiftelsesmødet.

Yderligere informationer om projektet kan fås hos Solvejg Jakobsen, som kan kontaktes på telefon 59 43 75 39 eller via e-mail eriksolvejg@hotmail.com.

Initiativgruppen består af Solvejg Jakobsen, Niels-Arne Jensen, Steen Kristian Eriksen, Bjørn Ovesen og Ole Brockdorff.



Feedback

Sidst opdateret

01.05.2018

Ansvarlig redaktør

Jens Albagaard